MINE 3 (MARERIDTS) ÅR PÅ GYMNASIUM

Hello there

Puha det her har været et indlæg der har været længe undervejs. For at være helt ærlig, aner jeg ikke hvordan jeg skal starte det, eller for den sags skyld slutte det, men jeg vil gøre mit bedste.. Dem af jer der har fulgt med siden starten, ved at jeg ikke har været glad for at gå på gymnasium, da jeg har nævnt det mange gange før, men aldrig hvorfor. Det vil jeg forsøge at komme ind på i dette indlæg. Jeg har en del på hjertet, som jeg vil få ud her.

Jeg kan starte med at fortælle at jeg gik på HHX i Vejlby/Risskov, nær Aarhus. Jeg gik på linjen Strategi og mennesker, og jeg gik der fra 2014-2017. Selve linjen var jeg rigtig tilfreds med, bortset fra Tysk, men det var en mindre detalje. Det var en linje med Psykologi B, Organisation C, Matematik C, Dansk A, Engelsk A, Tysk A, VØ B og Afsætning A.

For lige at gøre det helt klart, så havde det INTET med klassen at gøre! Jeg havde det rigtig godt med min klasse, og snakker stadig med en del derfra, og har altid været glad for at være i klassen!

Jeg tror bare ikke at selve det skolemæssige var mig, og det ved jeg kan lyde skørt, fordi der er SÅ mange forskellige fag, og selvfølgelig var der også nogle fag jeg var glad for. F.eks. har jeg altid været vild med Dansk, mest fordi jeg er så glad for at skrive, og godt kan lide at analysere ting. Men det der var gennemgående i alle fag var, at jeg ikke bryder mig om at skal være kreativ på et bestemt tidspunkt! F.eks. hvis man får en aflevering for, som skal afleveres næste fredag, så er du tvunget til at være kreativ i dette tidsrum, hvilket jeg havde svært ved, fordi jeg ikke nødvendigvis kan sætte mig ned, og være kreativ her og nu, det kan komme lige pludseligt, men ikke på kommando.

Jeg har aldrig synes det har været fedt at gå i skole, eller set frem til nogle foredrag eller lignende. Og for at være helt ærlig, så har skolen for mig altid kommet i sidste række, hvilket jeg er klar over ikke er det optimale, men det kørte mig psykisk ned, og gjorde mig i dårligt humør, hvilket alle i min omgangskreds har kunnet mærke, men det kommer jeg dybere ind på senere..

Alligevel kan jeg huske da jeg fik brev om at jeg var kommet ind på gymnasiet. Jeg glædede mig helt vildt, og kunne slet ikke vente med at komme i gang. Mest af alt fordi nu var jeg en af de ’store’, og fordi jeg var spændt på at møde min klasse. Det skolemæssige strejfede mig ikke en tanke, udover at jeg vidste at nu skulle jeg følge med i timerne, ikke lade alt gå op i snak, og prøve at få fagene til at interessere mig, hvilket man kan sige jeg ikke lykkedes med, hehe.

Jeg husker tydeligt dagene op til at jeg skulle starte på gym, jeg var nervøs af pommeren til, og min mave gjorde så ondt, jeg var så spændt, og virkelig nervøs. Hvad nu hvis det ikke var som forventet? Hvad nu hvis jeg ikke fik nogle venner? Hvad nu hvis 3.G’erne ville se mig som deres offer (Sådan er 3.G’erne jo altid på film, haha). Flere dage optil jeg startede var jeg sammen med min veninde Maja, som jeg skulle gå i klasse med, og havde kendt i rigtig mange år. Vi planlagde hvad vi skulle havde på, fordi vi havde bildt os selv ind, at det førstehåndsindtryk folk ville få af os, ville være altafgørende for resten af vores gymnasietid, haha vi var så latterlige! Det har vi grinet meget af siden.

De første 1-2 måneder var det hele nyt og spændende, og jeg synes gym var det fedeste, nok igen fordi jeg følte mig som en af de store, og jeg synes det var lidt sejt at kunne sige jeg gik på gym. Da det blev hverdag at stå op og gå i skole, og lave lektier, spise madpakker og alt det andet, faldt at det sjove til jorden.

Jeg har heller aldrig været stærk fagligt, men der imod har jeg altid haft det super nemt socialt, hvilket er min stærke side. Men når ikke jeg har haft nemt ved skolen, og det ikke havde min interesse, så var det meget svært at holde fokus. Hele mit liv har mit største problem psykisk været, at jeg konstant har sammenlignet mig med andre, hvilket jeg selvfølgelig også gjorde på gym, og det skal man aldrig gøre.. Det bliver man træt af, især psykisk. Ofte følte jeg også, at jeg BLEV sammenlignet meget med andre, hvilket i mit tilfælde, i forhold til karakterer, fik mig til at føle, at jeg ikke var så god som de andre.. VÆRSTE følelse jeg kender til. Lille råd: Aldrig sammenlign dig med andre, alle er forskellige!

På det tidspunkt jeg gik på gym, var der det såkaldte karakterræs i gang, hvilket jeg hadede! Når man havde fået opgaver tilbage, var der altid 10 stemmer der råbte i kor ’’Hvad fik du??’’, noget jeg faktisk altid har været imod, da en karakter er meget individuel, og et eller andet sted ikke kommer andre ved. Jeg har tit følt, at der er blevet spurgt, i forhåbning om, at den spurgte person har fået en lavere karakter, end personen der spurgte, og derved kan føle sig bedre. Hvis i forstår? Jeg kan godt høre, det lyder lidt forvirrende, men tror de fleste kan nikke genkendede til dette. Jeg har aldrig selv været bleg for at fortælle min karakter, idet jeg ikke har interesseret mig for karakterer, i den forstand at det var dem (karaktererne) der styrede mig eller min hverdag, hvilket man godt kunne føle de gjorde hos andre. Selvfølgelig har det ikke altid været fedt at få 10 spørgsmål fra forskellige personer om hvad jeg fik i karakter, hvis jeg havde gjort mit, og det bare ikke gik godt. Det tror jeg alle kender til, måske nogle mere end andre.

Jeg tror bare det er vigtigt at huske på, at der er meget andet i verden, end høje karakterer. Selvfølgelig skal man gøre sit bedste, og sigte højt, og kæmpe hårdt, hvis man vil ind på en uddannelse med et bestemt snit. Hatten af for folk, der kan og vil det, virkelig! Men så synes jeg personligt bare, at man skal holde karaktererne for sig selv, eller i hvert fald ikke lade dem fylde det hele hos resten af klassen. Det er bare super vigtigt at huske, at en karakter IKKE er den der definerer en som menneske, men at det er et øjebliksbillede i det enkelte fag. Man kan være rigtig usikker på at fremlægge, eller meget andet som gør, at man ikke får den ønskede karakter. Men det skal ikke få verden bryde sammen. Der er så meget andet.

Jeg siger ikke at karakterer ikke er vigtige, fordi det er de selvfølgelig for nogen. For mig var de ikke, både fordi jeg ikke har evnerne til at få topkarakterer, og fordi jeg ikke skal bruge dem til den uddannelse jeg gerne vil tage om 4-5 år. Udover det tror jeg også bare, at jeg blev chokeret over at opleve hvor mange der blev styret af karaktererne, og jeg derfor gik lidt i protest. Som i kan fornemme, har jeg en del på hjertet omkring det her, fordi jeg synes det er så synd... det er sgu ikke rart at være dem der får 02 eller 4, og få nedladende kommentarer, eller trøstende kommentarer, hvis man faktisk bare er rigtig glad og lettet over at man er bestået. Det er ikke alle der har samme evner inden for alle fag eller for den sags skyld andre emner i hverdagen. Jeg kan jo tage mig selv som eksempel. Jeg har prøvet at få et 4 tal som jeg virkelig var glad for, hvor jeg oplevede folk kom og trøstede mig, og fortalte mig det hele nok skulle gå, og det ente med at jeg var rigtig skuffet om min karakter, istedet for at være glad, som jeg var til at starte med.

Noget af det jeg synes var allermest øv var, at der var så meget pige fnidder. Jeg er er med på at man ikke kan slippe udenom det, og selvfølgelig har jeg selv været en del af det mere end en gang, det har alle piger (tror jeg), men jeg synes det er noget af det der kan dræne ens energi allermest, og det er desværre noget man ikke kan undgå når der er så mange forskellige mennesker samlet et sted.

Der vil altid være jalousi, misundelse og intriger på kryds og tværs. Jeg har altid været en pige med selvtilliden i orden, ikke at forveksle det med selvglad, for jeg har altid været nede på jorden (hvis man spørger mig selv i hvert fald), men igennem de 3 år på gymnasium, blev jeg mere og mere usikker på mig selv. Jeg tror det var en blanding af det her karakterræs der for om ørene på mig, som jeg ikke ville, eller for den sags skyld havde evnerne til at følge med i. Alt det fnidder der var omkring mig, hvor piger hele tiden blev bagtalt og kritiseret, hvilket nok egentlig bundede i misundelse, og det konstante pres der var med lektier, som jeg ikke følte jeg havde tid til nogensinde at nå. Det med lektier var mest i 3.G, da jeg startede bloggen, og havde 100 andre ting, at bruge tiden på. Ja jeg følte virkelig at gymnasiet var spild af min dyrebare tid, da jeg kunne bruge min tid mere fornuftigt, end at læse op på noget, jeg ALDRIG i mit liv, ville komme til at bruge i den virkelig verden.

Det var faktisk i 3.G jeg hadede skolen allermest, og skulle hanke allermest op i mig selv. Min mor især, har altid været så god til at prøve at motivere mig, og fortælle mig, at hun var stolt af mig, og at jeg måtte holde ud det sidste. Det har hjulpet mig rigtig meget igennem. Mine forældre har også altid fortalt mig, at de ville være lige stolte af mig, om jeg havde en studenterhue eller ej, og at jeg skulle tænke mere på mig selv og min psyke, end på at få en blå hue. Jeg kan tydeligt huske da vi i sommerferien op til at jeg skulle starte i 3.G havde snakken om skolen over aftensmaden, og jeg med gråd i stemmen fortalte dem, at jeg ikke var sikker på, at jeg kunne mere.. De kiggede begge to på mig, og sagde at de godt havde det på fornemmelsen, og sammen havde snakket om, at det vigtigste for dem var at jeg havde det godt indeni. De har om nogen kunne mærke at mit humør er faldet henover de 3 år. Jeg husker tydeligt, da jeg stoppede på efterskole, og vi lavede blåbog, at der i min stod "Årets humørbombe" "Mette formår altid at vende en dårlig stemning til en positiv, og er altid glad, hvilket smitter af på hendes omgivelser". Jeg tror og håber da også på at det var sådan min gymnasie klasse så mig .

Mine forældre har altid være så gode til at fortælle mig, at de ikke forventede 12 taller hele vejen igennem, men at de bare forventede at jeg gjorde mit bedste, og var glad for det jeg lavede. Det har altid været noget jeg har været så glad for, idet jeg vidste at jeg aldrig nogensinde ville kunne få 12 taller hele vejen igennem.

For at det ikke skal være løgn har jeg været ved at droppe ud hele to gange, fordi jeg kunne mærke i min krop at det slet ikke var det rigtige for mig, og at jeg ikke psykisk kunne holde til det. Jeg kunne mærke at jeg som sagt blev drænet for energi, og at min glæde blev taget fra mig. Det er svært at forklare hvorfor, men det var bare en helt forkert følelse. Det endte jo slevfølgelig med, i sommerferien op til 3.G at jeg tog det sidste år, idet jeg er virkelig stædig og det ville være et nederlag for mig, at droppe ud på det tidspunkt. Jeg tror jeg følte, at hvis jeg droppede ud op til 3.G ville jeg have ’’spildt’’ 2 år, uden at få huen. Jeg er godt klar over de 2 år ikke ville være spildt, da jeg havde lært meget, og mange dejlige mennesker at kende. Nu er jeg endelig færdig, og kan kigge på min hue, og være glad for jeg kom igennem, men også velvidende om, at hvis jeg engang skal læse videre, skal jeg vente til jeg er HELT klar til det, og kan mærke det er det rigtige for mig, fordi det tror jeg inderst inde ikke en HHX var for mig, i hvert fald ikke på det tidspunkt jeg tog den.

Jeg ved at mange af mine veninder har haft de 3 fedeste år i deres liv på gymnasium, og jeg misunder dem lidt. Men de har måske været lidt mere motiveret for det, og haft lysten de 3 år der ventede dem. Men en ting er helt sikkert, jeg har fået nogle fantastiske venskaber ud af min tid på gymnasium, og jeg har også lært rigtig meget, både skolemæssigt, men også om mig selv. Man kan sige, jeg startede også min blog i 3.G, faktisk midt i en af timerne, og det sidste halve år af 3.G, bruge jeg utrolig mange af mine skoletimer på bloggen, så det har bragt nogle gode ting med sig!

Jeg håber ikke jeg har skræmt nogle væk, med dette indlæg. Det er ikke for at skræmme jer, eller fratage jer gymnasie lysten, men blot for at fortælle jer om mine år, da det er noget der er blevet efterspurgt.


Jeg tror bare det er vigtigt at huske på, at der er meget andet i verden, ende høje karakterer. Selvfølgelig skal man gøre dit bedste, og sigte højt, hvis man vild ind på en uddannelse med et bestemt snit. Men så synes jeg personligt bare, at man skal holde karaktererne for sig selv, eller i hvert fald ikke lade dem fylde det hele hos resten af klassen. Det er bare super vigtigt at huske, at en karakter IKKE er den der definerer en som menneske, men at det er et øjebliksbillede i det enkelte fag. Man kan være rigtig usikker på at fremlægge, eller meget andet som gør, at man ikke får den ønskede karakter. Men det skal ikke lade verden bryde sammen. Der er så meget andet.

Jeg siger ikke at karakterer ikke er vigtige, fordi det er de selvfølgelig for nogen. For mig var de ikke, både fordi jeg ikke har evnerne til at få topkarakterer, og fordi jeg ikke skal bruge dem til den uddannelse jeg gerne vil tage om 4-5 år. Udover det tror jeg også bare, at jeg blev chokeret over hvor meget de styrede hos mange andre, og jeg derfor gik lidt i protest. Som i kan fornemme, har jeg en del på hjertet omkring det her, fordi jeg synes det er så synd... det er sgu ikke rart at være dem der får 02 eller 4, og få nedladende kommentarer, eller tørstende kommentarer, hvis man faktisk bare er rigtig glad og lettet over man er bestået. Det er ikke alle har samme evner inden for alle fag eller for den sags skyld andre emner i hverdagen. Jeg kan jo tage mig selv som eksempel. Jeg har prøvet at få et 4 tal som jeg virkelig var glad for, hvor jeg oplevede folk kom og trøstede mig, og fortalte mig det hele nok skulle gå, og det ente med at jeg var rigtig skuffet om min karakter, istedet for at være glad, som jeg var til at starte med.

Kisses M

  • Personal

Synes godt om

Kommentarer

Caroline
,
Hvad for en uddannelse vil du tage efter? Og hvad vil du virkelig arbejde som? Går selv i 3.g nu, og jeg ved at jeg ikke får snittet til min videregående uddannelse...
Mettehogh
Mettehogh,
Jeg vil gerne læse til stylist, på designskolen i København. Det føler jeg, at jeg kan koble godt sammen med bloggen også, og min interesse for mode. Du skal huske på, at du altid kan tage kvote to til mange uddannelser! Du skal helt sikkert nok finde en måde, at komme ind på drømme uddannelsen på 😊
nouw.com/mettehogh
Mettehogh
Mettehogh,
Jeg er helt sikker på at du og jeg ikke er de eneste, der har haft det på den måde. Men synes det er vigtigt at pointere, at der er nogle ting der er vigtigere end karakterer! 😊
nouw.com/mettehogh

Instagram @mettehogh