Det seneste år i tanker


Hello there

Hold da helt op hvor tiden dog bare flyver afsted! Det må være et tegn på, at jeg har det godt, og at jeg laver noget jeg holder af, og brænder for. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan det seneste år, kan være gået så hurtigt!

Det er så sjovt at tænke på, at i dag for præcis et år siden, var den dag jeg havde ventet på i 3 lange og hårde år. Nemlig den dag jeg blev student. Tænk at det er et helt år siden, 365 dage?!? Det kan jeg slet ikke forstå. Det føles som var det i går, og på en anden måde, føles det som om det er mange flere år siden, fordi der er sket så meget for mig. Det sidste års tid, er klart det år i hele mit liv, hvor der er sket allermest! Der er sket både gode og hårde ting, men vægten tipper klart over på de gode ting! Det har været et fuldstændig fantastisk år! Det kan simpelthen ikke forklares på andre måder! Det er året hvor jeg for det første blev student, og nåede en stor milepæl, noget jeg ikke troede jeg ville komme igennem, i hvert fald ikke som den samme person, som da jeg startede. Det gjorde jeg heller ikke 100%, men jeg gjorde det, og jeg er 100% tilbage på det gode spor. Det var året hvor jeg blev selvstændig, og gik fuldtid med mine sociale medier. Året hvor jeg tog noget hårde beslutninger, som endte i, at min ekskæreste og jeg ikke længere er sammen. Men også året hvor jeg allerede på nuværende tidspunkt, har rejst mere, end jeg har gjort nogle andre år. Det er året hvor jeg har lært (mere end før), at lytte til min krop, og gøre hvad jeg har lyst til, og har brug for. Alle de her ting blandet sammen, har gjort at jeg i dag sidder med en lykkefølelse, der bobler i min mave.

Jeg om nogen kan fortælle jer, at græsset er grønnere på den anden side. For et år og et par uger siden, troede jeg aldrig, at jeg ville blive ordentlig rigtig glad igen. Jeg troede ikke på, at jeg nogensinde ville blive ’’mig selv’’ igen. Jeg havde presset mig selv igennem 3 år, som jeg i bund og grund godt vidste ikke gjorde noget godt for mig. Jeg havde det ikke godt, for at sige det mildt. Jeg kunne ikke tænke på andet, end at den skide hue, undskyld mit sprog, skulle sidde på mit hoved, og at det netop ville betyde at jeg var fri!

Sidste år op til studentertiden var en utrolig svær periode for mig, det var i den periode, jeg havde en veninde der kæmpede alt hvad hun kunne på rigshospitalet, og mit hoved var kun der, og slet ikke på skolen. Jeg sov ikke om natten, og om dagen, kunne jeg stirre ud i luften i flere timer, og bare tænke, og sende tanker til hende. Det var helt forfærdeligt!

D. 19/6-17 blev jeg endelig færdig, og jeg var lykkelig!

Jeg kom ud fra eksamenslokalet, og hele min familie, og mine bedste venner og veninder stod klar til at tage imod mig. Og jeg var rørt til tårer. Både fordi jeg endelig var færdig, men også fordi alle dem jeg elsker stod derude for at tage imod mig, og ønske mig tillykke. Jeg skal da være ærlig og indrømme, at mine tårer triller ned af mine kinder lige nu. Jeg er simeplthen så stolt over mig selv, og over alt det jeg har nået på et år! Vi er i en tid, hvor man helst ikke må sige man er stolt af sig selv, og helst skal holde lav profil, for ikke at gøre sig bedre end andre. Men ved i hvad? Jeg er ikke bare stolt, jeg er pavestolt af mig selv. Det er vigtigt at huske sig selv på, hvor sej man egentlig er! Og jeg synes faktisk jeg er pisse sej. Så er det sagt, og det kom helt fra hjertet af.

Men tilbage til d. 19 juni. Det var min far der gav mig huen på. Min mor gav min ældste bror huen på, og jeg gav min yngste storebror hans på, så selvfølgelig var det min fars tur, og jeg er også fars pige, og har altid været det, så det var selvfølgelig også sådan det skulle være. Min far er ikke den følsomme type, men jeg kan huske, at hans øjne var lidt våde, da han skulle sætte huen på mit hoved. Jeg har dette fantastiske billede, lige fra øjeblikket, og det betyder virkelig meget for mig!

Når jeg tænker tilbage, er det en af de bedste dage i hele mit liv!

Jeg vil gerne ønske alle de kommende studenter tillykke, og minde jer om hvor seje i er! I kan godt være stolt af jer selv!

Det var lidt tanker fra mig, her til aften.

Kisses M

Synes godt om

Kommentarer

IP: 82.99.3.229

Instagram @mettehogh